Fra det håndgribelige til det uhåndgribelige

Jeg er født i 1960, og min vej til psykologien har været udfordrende og spændende. I årene inden jeg begyndte at arbejde med psykoterapi, var jeg beskæftiget indenfor byggeri og natur. En stor del af mine muntre, triste, besværlige og givende livserfaringer er derfor oplevet før, jeg uddannede mig til psykolog.

Mens dagene gik med det håndgribelige, blev jeg mere og mere optaget af det mere uhåndgribelige, som vi alle fornemmer i vores indre, og som nærmest automatisk styrer vores valg. Jeg tror, jeg kan sige, at på et tidspunkt blev mit automatiske indre mindre automatisk - og ikke i et spring, men efter flere skridt, startede jeg på uddannelsen til psykolog.

Såvel i min uddannelse til psykolog som efterfølgende har jeg rettet min interesse mod det terapeutiske felt. Jeg kan lide at hjælpe mennesker med deres udfordringer, både når det som tidligere var af en mere håndgribelig praktisk art eller som nu, hvor det er deres psykiske liv, jeg rækker en hjælpende hånd.

Mens jeg studerede, arbejdede jeg samtidig med psykoterapi, hvilket ikke er en selvfølge, da psykologuddannelsen i stor grad er en forskeruddannelse. Jeg startede med frivilligt arbejde i en kriserådgivning og kom senere til IOGT, der tilbyder samtaleforløb til pårørende til alkoholikere. Sideløbende hermed startede jeg terapivirksomhed sammen med andre psykologistuderende.

Efter uddannelsen til Cand. Psych. arbejdede jeg med psykoterapi i et år som praksiskandidat, inden jeg i begyndelsen af 2010 startede min egen praksis. Her arbejder jeg med psykoterapi, supervision, rådgivning, undervisning, personlighedstests samt krisepsykologi i forbindelse med ulykker og vold.

Jeg modtager løbende supervision på mit arbejde, samt holder mig bredt opdateret på det terapeutiske felt gennem kurser, uddannelse og via min kollegaer i Psykologhuset Park Allé. For detaljer se mere under fanen "Kursus og uddannelsesaktivitet"